10 juli 2012

Strong Suffok Vintage Ale - 50 Øl

Jeg har besluttet at sætte fokus på at skrive anmeldelser af øllene fra ølbogen 50 Øl du Skal smage før du Dør. Det er en fantastisk bog og nogle gode øl, så selvom øllene i forvejen er beskrevet bedre i bogen end jeg nogensinde kan gøre det, så synes jeg at det kunne være sjovt at give mit eget bud på dem.
Jeg har allerede skrevet om 5 af øllene, se etiketten '50 Øl' for at finde dem, og jeg vil begynde at skrive anmeldelser af dem jeg tidligere har smagt, men ikke skrevet om her på bloggen.

Strong Suffok Vintage Ale
Green King
Vi starter med den sidste af øllene jeg har smagt, nemlig Strong Suffok Vintage Ale fra det engelske bryggeri Greene King. Øllen er en Old Ale hvor 2 øl blandes, den ene af hvilke har ligget 2 år på fade. I 50 Øl fortæller Rolf Nielsen, at den øl som har lagret 2 år på egetræsfade, har en kraftig og syrlig smag, og derfor modificeres med en frisk Pale Ale. Det er jo helt belgisk, sådan at blande ny og gammel øl, det kender vi jo fx fra Rodenbach.
Det er en flot mørkerød Ale på 6% alc, med et flødefarvet skum som hurtigt forsvandt. Den havde en svag, men ganske udemærket, aroma, som var lidt sødlig og vinøs i det og med lidt duft af egetræ. Smagen syntes jeg var utroligt god, for selv om den var meget letdrikkelig, var der utroligt meget smag. Det var en god vinøs smag, med smag af træ, blomme, rosin og en fin sødme. Eftersmagen var halvlang, og var krydret, sød og dejligt smagfuld.
Jeg syntes at Strong Suffok Vintage Ale var en rigtig god øl, ja nok en af de bedste engelske øl jeg overhovedet har smagt, og gav den en karakte på 8,5 ud af 10.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar